GENOPDAG KULTUREN
Vi skal ud på opdagelse i vores region. Vi skal kaste nyt lys på det velkendte og undersøge det skjulte og ukendte. Vi skal vende det hele lidt på hovedet i en genopdagelse af, hvem vi er, og hvad vi kan. Og så skal vi dykke ned i historien, lade kreativiteten blomstre og i fællesskab bevæge os på en opdagelsesrejse mod fremtiden.
Den 1.-16. juni 2019 fejrer vi kulturlivet og fællesskabet i hele Region Midtjylland under temaet “Genopdag”. Temaet trækker tråde til Aarhus 2017s slogan “Gentænk” og sætter samtidig fokus på kulturarv, historie og sammenhængskraft i regionen. Der vil være kulturoplevelser i alle de midtjyske kommuner, og fælles for dem alle er, at de er skabt gennem samarbejde og partnerskaber på tværs, for kernen i Europæisk Kulturregion er fællesskab.
Europæisk Kulturregion er et samarbejde mellem Region Midtjylland og regionens 19 kommuner, som sammen skabte Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Projektet varer foreløbig i to år (2018-2019) og er finansieret af kommunerne og regionen i fællesskab med et fokus på borgerrettede arrangementer og projekter, der dyrker samarbejdet, sikrer geografisk spredning og har internationalt perspektiv.
Besøg Europæisk Kulturregions hjemmeside og læs mere om projektet på www.kulturregion.dk.